tirsdag den 3. juli 2012

Navn: Mørk Hvede
Type: Hvedeøl
Bryggeri: Indslev Bryggeri
Alkohol: 4,9%
Etikettekst: Mørk Hvede er frugtig og fuld af noter af citrus, banan, modne æbler og kryddernelliker. Mørk Hvede er vores fortolkning af den bayerske dunkelweizen tradition, som kan dateres tilbage til omkring 800 f.kr. Faktisk stammer de ældste spor af ølbrygning man har i Europa fra en mørk hvedeøl nedsat i en grav i Franken. Nyd den ved frokostbordet, til smørrebrød, charcutteri eller kolde og lune danske sommerretter med fisk og skaldyr.
Beskrivelse: Bum! Og så står der ellers et bjerg af nye øl foran mig i den lokale Kvickly. Alle fra et forskelligt bryggeri, og med et Kvickly logo på etiketten. Kvickly holder åbenbart ølvalg, men det går først op for mig da jeg ved et tilfælde læser det på en anden ølblog. Alle vil åbenbart vinde, og det sikre kort til succes i disse dage er åbenbart ale, det er i hvert fald den type, der dominerer valgseddelen. Der er dog et par dunkle hvedeøl, og så Retro, Svaneke Bryghus' bud på en half n' half på flaske, der falder i denne blogs ånd, og er blevet indkøbt af samme grund. Første smagsprøve fra stakken er Mørk Hvede fra Indslev Bryggeri. Et af den håndfuld fynske bryggerier, der holder fanen højt, og sikrer at man her på øen gerne drikker lokalt. Første tanke er, at det ikke er meget skum man får for pengene, normalt skal jeg hælde hvedeøl op af et par omgange, men Mørk Hvede lader sig skænke i et hug. Anden tanke er et lille "satans", der flyder over mine læber da jeg indser, at dette er en af de hvedeøl, hvor der er blevet rodet i frugtskålen for at finde smagsundertoner. På plussiden tæller, at det ikke er citrusfrugterne, der er blevet hevet op, men Mørk Hvede er en pænt sød omgang. Vi bliver aldrig gode venner Mørk Hvede og mig, men som den gode dreng jeg er, har jeg drukket pænt op. Mørk Hvede er en dameøl, sød og venlig mod folk, der ikke kan lide øl. Modsat gode hvedeøl, er Mørk Hvede ikke en øl man drikker i solen, den bliver for hurtigt tung i betrækket, men har du en dame siddende i skyggen, er det nok ikke et helt galt bud. Uden at dramatisere, for værre står det heller ikke til, men jeg vil godt bede om noget andet.
Indkøbt: Kvickly (50cl, ca. 20,-)
Karakter: 7