tirsdag den 22. januar 2013

Det tynde øl: Dampskibsøl, Ø-Bryg, 5,5%

Steam beer er et tæt på ubeskrevet blad for mig, jeg kender kun varianten fra Anchor Brewing, og den endda kun af udseende. Skal man tro Wikipedia, så stammer begrebet steam beer fra Californien i tiden omkring guldfeberen i midten af det 19. århundrede. Hvor den blev udviklet af nød, og blev betragtet som en fattigmandsøl. Steam beer blev brygget indtil midten af det 20. århundrede, og forsvandt så indtil Anchor Brewing relancerede øltypen i 1981. 

Navnet ”Dampskibsøl” er valgt fordi øllen kommer fra Svendborg. ”Dampskibsselskabet Svendborg”, var starten på rederiet A.P. Møller – Mærsk. Og nu kommer så denne Steam Beer fra Ø-Bryg, som naturlig nok kun kan hedde en ”Dampskibsøl” udtaler Erik Nielsen fra Ø-Bryg”. 

Jeg valgte Dampskibsøl blandt de tre varianter fra Ø-Bryg på hylden fordi jeg ikke har den store fidus til hverken brown ale eller pale ale. Den ene er for sød, og den anden er for humlet til min smag. Jeg fortrød lidt, at jeg overhovedet havde valgt at kigge nærmere på Ø-bryg, da jeg åbnede Dampskibsøl. Duften var umiskendeligt humlet, og langt hen ad vejen tæt på hvordan IPA lugter. Ikke helt, hvad jeg havde håbet på, men hvor har jeg måttet æde mange fordomme på min vej ned igennem Dampskibsøl. Kort fortalt oplever jeg Dampskibsøl/skråstreg/steam beer som en slags letvægter-IPA. Humlet, grumset og bedst når serveret kold. Humlen er ikke så gennemtrængende som i en IPA, og jeg tror det er det, der falder ud til min fordel. Jeg indrømmer blankt, at jeg skriver alt dette ud fra halv viden, for jeg har aldrig nydt en IPA, men det her kunne være åbenbaringen, og genvejen til at forstå, hvad folk egentlig ser i dem. 

Dampskibsøl er tør og læskende. Skarpt skåret, med den mest diskrete af eftersmage, men lige præcis nok til, at den er værd at fremhæve som noget positivt. Masser af smag, men alligevel diskret nok til at kunne hives ned som en svalebajer på en varm sommerdag. For mig en af de bedste, og mest overraskende øloplevelser længe, og klart, klart, klart en anbefaling værd.