mandag den 7. januar 2013

Navn: Skovhuggerens Vinterporter
Type: Porter
Alkohol: 7%
Etikettekst: Vinterporter blev lanceret i august 2011. Den er en robust mørk porter med masser af varme og glød. Vi har brugt rigelige mængder af ”Skovhuggerens” brænderistede chokolade malt, hvilket giver øllet en fornem fylde af kakao, chokolade og karamel.
Beskrivelse: Det er det samme hver gang jeg får øl fra Skovlyst. Der er altid noget i smagen på deres øl, der ikke helt kan placeres, og det skyldes som regel, at øllet tilsættes birkesirup, brændenælder og hvad de ellers går og samler op fra jorden deroppe i Hareskoven, hvor bryggeriet holder til. Sådan er det også med Vinterporter, undtagelsen fra reglen er så bare, at der ikke er tilsat noget fra skoven denne gang. Alligevel sad jeg med indtrykket af noget atypisk, da jeg havde taget den første tår. Vinterporteren er umiddelbart sød og rund, meget rund, det er absolut ikke en øl, hvor kulsyren går i næsen på én. Der er kaffe og chokolade nok til alle, og havde det her været en blindtest havde jeg nok gættet Vinterporter som værende en milkstout. Det søde bliver dog for meget ca. halvvejs igennem glasset, men med sin meget lidt sprudlende kulsyre og egentligt letdrikkelige karakter, er det ikke et problem det tager mange sekunder at løse. Vinterporter er værd at opsøge, hvis man er til milkstouts og for så vidt også ok at drikke alligevel, jeg vil dog anbefale dig at dele den med din sidemand, så du ikke når at gå helt ned på sødmen.
Indkøbt: Superbest (50cl, 29,-)
Karakter: 7